Faaborg-Midtfyn Kommune

Meget professionelt tilsyn med vores plejehjem

STS+ har i 2018 lavet certificeringsrapporter på tre plejehjem i Faaborg Midtfyn Kommune og kvalitetsvurderingsrapporter på seks andre plejehjem. Opgaven består af ét anmeldt og ét uanmeldt tilsyn pr. plejehjem, rapporter for hvert enkelt besøg, to afsluttende, samlede rapporter for henholdsvis de anmeldte og de uanmeldte tilsyn og et årligt, opsamlende møde.

Kvalitetsvurderingerne tager udgangspunkt i kvalitetsmodellen for de sociale tilsyn, i kommunens behov og i gældende lovgivning. Tilsynene består af interview, observationer og gennemgang af dokumentation. Tilgangen er dialogbaseret og anerkendende.

Leder af de kommunale plejehjem i Faaborg-Midtfyn Kommune Helle Liedecke siger, at kommunen med STS+ får “et fagligt professionelt stykke arbejde, hvor forvaltningen og politikerne kan se, at der er arbejdet til bunds med kvaliteten.”

– STS+ laver faglige og saglige undersøgelser. De får interviewet medarbejdere, ledere, pårørende og borgere. Den måde, de griber det an på, betyder, at vi er sikre på, at de også får udtalelser fra vores svage borgere. Det tager de sig tid til. De får sat gang i nogle gode, faglige diskussioner blandt medarbejdere og får samlet op på ledelsesplan, siger hun.

Helle Liedecke glæder sig over, at Faaborg Midtfyn Kommune med STS+ får et tilsyn på de kommunale plejehjem, der er på samme niveau som de socialfaglige institutioner.

– Det er megagodt, at de kan omsætte kvalitetsmodellen til plejehjemmene. Jeg føler mig tryg ved, at når de siger, det er i orden, så er det i orden. Og tryg ved, at hvis de siger, der er et udviklingspotentiale, så er der det også, siger Helle Liedecke.